Direkte adgang til fysioterapi i Region Sjælland
Fra 31. marts 2025 kan borgere i Region Sjælland få tilskud til fysioterapi uden en henvisning fra lægen. Forsøgsordningen er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og gælder for fysioterapeuter, der har overenskomst med Region Sjælland.
Har du spørgsmål eller ønsker at booke en tid fra den 31. marts 2025?
Du er velkommen til at ringe eller skrive en mail til os – vi står klar til at hjælpe.
Telefon: 55 54 64 47
E-mail: info@fensmarkfysioterapi.dk
Sådan fungerer ordningen
- Find en fysioterapeut med overenskomst på sundhed.dk.
- Bestil tid direkte hos fysioterapeuten – der kræves ingen henvisning fra lægen.
- Ved første konsultation vurderer fysioterapeuten, om du opfylder kriterierne for et tilskudsberettiget behandlingsforløb.
- Hvis din tilstand kræver behandling, fortsætter du med et forløb med tilskud.
- Hvis din tilstand ikke kræver behandling, afsluttes forløbet med råd, vejledning og øvelser.
- Hvis der ikke ses forbedring efter 6 uger, anbefales det at kontakte egen læge.
- Behandlingen kan fortsætte i op til 12 måneder, hvis nødvendigt.
Hvis du bor uden for Region Sjælland
Ordningen gælder kun for borgere i Region Sjælland. Hvis du bor i en anden region, skal du stadig have en henvisning fra din praktiserende læge for at få tilskud.
Baggrund for ordningen
Ordningen skal sikre hurtigere adgang til behandling og er anbefalet af PLO og Danske Fysioterapeuter. Erfaringer fra en lignende forsøgsordning i Region Hovedstaden viser, at patienter hurtigere kommer i gang med behandling. Læs mere på Region Sjællands hjemmeside her.
Hvem kan få tilskud?
- Borgere i Region Sjælland.
- Personer med smerter eller nedsat bevægelighed på grund af skade, sygdom, alder eller operation.
- Behandling skal ske hos en fysioterapeut med overenskomst med Region Sjælland.
Ordningen dækker kun behandling hos fysioterapeuter med overenskomst i Region Sjælland. Behandling hos fysioterapeuter uden overenskomst eller i en anden region er ikke omfattet.
Hvornår bør du kontakte din læge først?
Selvom du kan bestille tid direkte hos en fysioterapeut, bør du først kontakte din læge, hvis du oplever:
- Generel utilpashed, træthed, feber, uforklarligt vægttab eller nattesved.
- Symptomer i forbindelse med en nylig infektion.
- Behov for vederlagsfri fysioterapi, da dette stadig kræver en henvisning fra lægen.